Year: 2005/2008
Location: Aarhus/Copenhagen, DK
Collaborators: Morten Scholz, Nicki Bonne

“Ghetto, grimt og gråt. For ikke at tale om storhedsvanviddet, betonhelvedet og den outdatede bo-maskine, som tiden er løbet så meget fra, at den nu primært står tilbage som endnu et skræmmeeksempel på den totale planlægningstendens, der herskede i starten og midten af det forrige århundrede. Gellerupplanen, BP-huset, Rundhøjskolen, Busgadehuset og Århus Rutebilstation er alle vartegn i Århus. Alle kender dem, ingen vil kendes ved dem. Slet ingen vil tale pænt om dem. De ligger der jo trods alt stadigvæk og udfylder deres funktioner, men man forsøger ihærdigt at se den anden vej. Det er som med sindssyge i familien – den slags skal ties ihjel. Ja, faktisk er alle nævnte facaderenoveret – nærmest til ukendelighed!

Bag de nævnte bygninger står én mand – Århus-arkitekten Knud Blach Petersen. Men han er ikke et kendt navn i den danske arkitekturverden. Det har ganske givet noget med timingen at gøre. Gellerupplanen stod efter 3 års heftigt byggeri færdigt i 1971 som en lysende dansk pendant til Le Corbusiers modernisme. Blach Petersen sagde dengang, at ” vi er så indbildske at tro på, at der i Gellerupplanen er ved at blive skabt noget der selv i internationale henseender er enestående”. Det var visionen om gode lejligheder til en overkommelig pris til mange mennesker – for at tale tidens sprog var det store maskiner til at bo i.

Men mindre end et år senere havde idealet rykket sig.

Den 15. juli 1972 kl. 15.32 blev Pruitt-Igor housing development i St. Louis jævnet med jorden, fordi det var blevet erklæret ubeboeligt. Bygningerne var modelleret efter Le Corbusiers ’maskine til moderne beboelse’. Det var startskuddet på post-modernismen, slut med tanken om det absolutte herredømme og velkommen til opgøret med planlægningen. Det var begyndelsen på fragmenteringens tidsalder.

Siden dengang har tiden ikke været til den store vision. Utopien er yt. Mennesker er individuelle og med den indsigt følger ønsket om, at livet skal organiseres individuelt. Men derfor kan nogle af os jo godt bo i Gellerup eller gå på arbejde i BP-huset eller i skole i Rundhøjskolen. Livet er mange ting. Med til det at leve livet hører også det at ville leve livet lidt bedre. Med til det at leve livet hører også håbet – uden det stagnerer det nuværende samfund i selvtilstrækkelighed og troen på, at det repræsenterer den bedste af alle mulige verdner. Hvilket alt andet lige er højst usandsynligt.
Knud Blach Petersen troede på en bedre verden. Den dag i dag lever og dør århusianere omgivet af denne vision. Den var stor og også alt for stor; den var stramt planlagt og også for stramt planlagt.

Men om ikke andet turde Blach Petersen tænke.

Hvilket alt sammen også kan være fuldstændigt lige meget, hvis ikke hans bygninger var så visuelt dragende og skideflotte og lige præcist og kort og godt smukke.”

Morten Scholz, 2005